Er du fanget derhjemme på vinterferie? Og giver tanken om ferie dig allerede nu arbejdsabstinenser? Eller har du bare brug for en pause fra arbejde og studier uden at få for dårlig samvittighed? Så er hjælpen på vej! Vi giver dig her fire gode serier, du som kommunikatør både kan nyde og blive inspireret af.

1. Black Mirror

Findes på: Netflix

Black Mirror er ikke mindre end et fantastisk, britisk must-see for enhver med interesse for digitale medier og teknologi. Med sit dystre, satiriske blik på vores digitale tidsalder stiller serien spørgsmålstegn ved vores samfundsudvikling og hvad den nye teknologi betyder for fremtiden. Alt sammen pakket ind i dagligdagsintriger og nogle af samfundets helt store moralske dilemmaer.

Som bonus er serien også nem at følge med i. Hvert afsnit er en historie for sig med et nyt plot, nye karakterer og nye skuespillere. Serien er derfor ikke velegnet til at binge-watche. Den skal nydes og funderes over og passer perfekt sammen med et glas vin inden man hopper i seng.
Hvis tiden er knap og du ikke kan nå hele serien, kan du sagtens springe seriens tredje sæson over. Seriens charme ligger i den britiske ’underspillethed’ og med en amerikanisering af sæson 3 falder alle seriens særlige egenskaber igennem.

Hvis du er usikker på om serien er noget for dig, vil jeg anbefale at starte med at se:

  • Sæson 1, afsnit 1: ”The national anthem”
  • Sæson 1, afsnit 3: ”The entire history of you”
  • eller sæson 2, afsnit 2: ”White Bear”

Se den hvis: du interesserer dig for digitale medier, teknologi og er vild med serier som fx House of Cards eller Hannibal.

Det kan du lære: selvom serien er en smule ekstrem, giver den et godt indblik i hvorfor nogle mennesker frygter teknologi-udviklingen. Samtidig viser den også hvordan teknologi påvirker vores samfundsstrukturer og den er dermed særligt god, hvis man ønsker en større forståelse for den digitale udvikling og dens konsekvenser.

Læs hele vores anmeldelse af Black Mirror.

2. SKAM

Findes på: dr.dk

Du kan simpelthen ikke komme uden om det… 2016 var året hvor Norge for alvor kom til Danmark og hvor udtryk som ”dritkul” og ”kødder du” blev en del af den danske ungdoms vokabularium.

Alt fra sociale medier, til musik og klipning spiller i den norske ungdomssatsning, der har givet skandinaviske unge en serie, man rent faktisk kan relatere til og hvor man ikke konstant bliver distraheret af dårlige ungdomsskuespillere. Og selvom man måske føler sig for gammel til at følge med i en gymnasieserie eller ikke føler, at noget kan leve op til dengang man selv skyndte sig hjem for at se Beverly Hills 90210, så er der faktisk god grund til at finde både TV og smartphone frem. For meget af seriens charme ligger ikke kun i dens fortolkning af et teenagedrama, men derimod i brugen af sociale medier. Alle seriens hovedpersoner har nemlig deres egne sociale medier, hvor seere kan følge med i real-time i den kommunikation, der foregår karaktererne imellem, og kan se snapshots af nogle af de ting, der kommer til at foregå i seriens næste afsnit. På den måde formår serien at levere et produkt, der er velegnet til en tid, hvor alt handler om at gå viralt, og leverer markedsføring, der spiller direkte ind i målgruppens mobilvaner.
Serien skal derfor ikke kun ses – den skal nørdes. Og når du nu bliver forelsket i seriens musikalske tilføjelser, skal du bare vide, at hele playlisten for alle tre sæsoner kan findes på Spotify.

Se den hvis: du gerne vil lære mere om de yngre målgruppers mobil- og SoMevaner, arbejder med SoMe-management eller du er en bekymret forælder til et teenage-barn.

Det kan du lære: serien giver et utroligt godt indblik i den yngre del af millennial-demografien, som så mange virksomheder higer efter at forstå. Samtidig er den rigtig god inspiration til fremtidig markedsføring til yngre demografier og viser tydeligt, hvordan digitale medier kan udnyttes til kreativ markedsføring af produkter samt vigtigheden af god storytelling.

Læs hele vores anmeldelse af SKAM.

3. Mr. Robot

Findes på: HBO Nordic

Mr. Robot er ét af sidste års helt store serier og er et absolut must-see for alle serie-elskere. Her følger vi den asociale Elliot med fantastiske hacker-evner og hans kamp med tilværelsen og de dilemmaer han møder i sin færden på the dark web. Serien følger desuden en tidslinje af hacker-episoder begyndende ca. et år før seriens pilot-episode og serien refererer dermed til hacks og leaks fra den virkelig verden. For eksempel skal virksomheden E-corp ses som en direkte reference til Enron og Fsociety er seriens fortolkning af Anonymous. Og ligesom med Black Mirror sidder man med en mærkelig følelse af ubehag og tænker på, hvad der egentlig foregår bag ved store virksomheder, hvordan vores data risikerer at blive misbrugt og hvor nemt ens online privatliv egentlig kan invaderes af udefrakommende.

Alle afsnit varer ca. 40-60 minutters og kvalificerer sig dermed i samme kategori som Black Mirror, når det kommer til binge-watching. Afsnittene skal ses i et roligt tempo, når man har masser af overskud til at følge med i handlingen.

Se den hvis: du kan lide Die Hard 4, The Fifth Estate og Blackhat, interesserer dig for privacy og IT og hvis du jævnligt opdaterer dig på de nyeste Wikileaks-sager.

Det kan du lære: ligesom Black Mirror giver serien et godt indtryk af hvordan teknologi påvirker vores samfundsstrukturer og hvorfor folk frygter misbrug af data. Serien er derfor særligt god hvis du beskæftiger dig med privacy issues.

4. Mad Men

Findes på: HBO Nordic eller Netflix

Sidste nummer på listen er en ægte kult-klassiker: Mad Men! Selvom serien nok ikke er en akkurat beskrivelse af, hvad du kan forvente dig af reklamebranchen, så er den smækfyldt med sex, intriger og inspiration til din næste kampagne.
Og med kult-status er der faktisk ikke så meget andet at sige end: KOM I GANG! Alle 7 sæsoner er tilgængelige på HBO og serien er dermed til alle dem, der ikke har andet at lave i ferien end at følge med i Don Drapers eskapader og nyde den gennemførte 60’er stil.
Hvis man kan lide serien, vil jeg desuden foreslå at finde DR2s dokumentarserie ”Danske Mad Men”.

Se den hvis: du kan lide arbejdsplads-dramaserier som the Good Wife og vil mentalt forberede dig på et liv i reklamebranchen.

Det kan du lære: selvom serien selvfølgelig er overdramatiseret, giver den et godt indblik i udviklingen af reklamebranchen.

Bonus:

Haters Back Off

Findes på: Netflix
Hvis man er til Klovn, vil man sikkert være vild med den tåkrummende, pinlige humor fremstillet i Haters Back Off. Her følger vi den spirende stjerne Miranda Sings, der sammen med hendes lidt for nærgående onkel forsøger at blive en kendt YouTube stjerne. Og selvom plottet i sig selv sagtens kunne være inspiration for folk, der vil lære deres influencers baggrund at kende, så er det egentlig ikke dét, der gør serien synderligt inspirerende. Det er derimod det faktum, at serien overhovedet er blevet til. Det er nemlig den populære youtuber Colleen Ballinger, der har bragt hendes populære YouTube-karakter Miranda Sings til Netflix. Hun er dermed blandt nogle af de få youtubere, der
har nået film og TV-branchen, og er blevet en indikation på, hvor langt man faktisk kan
nå med sin online-fame.

Se den hvis: du var vild med Seinfeld og Klovn eller bare synes, at Miranda Sings YouTube-videoer er god humor. Se den også hvis du til dagligt arbejder med millennials eller influencers.

Det kan du lære: i store træk giver serien et indblik i hvor stort et medie YouTube egentlig er og er et godt udtryk for YouTube-stjerners influencer potentiale.

Sillicon Valley

Findes på: HBO Nordic

Selvom Sillicon Valley ikke har en direkte forbindelse til kommunikations-branchen, så fortjener den stadig en plads på listen. Her følger vi den distræte programmør Richard og hans entourage, der af bagvejen udvikler et program, som hele Sillicon Valley hungrer efter. Serien forsøger dermed at levere en indsigt ind i de mennesker, der eksisterer bag ved al den digitale teknologi, som vi tager forgivet hver dag, og deres kamp for at overleve den hårde konkurrence om det digitale marked.

Se den hvis: du ikke kunne lægge Steve Jobs biografi fra dig, hvis du selv går og drømmer om at arbejde for en start-up eller har en spirende selvstændig i maven.

Det kan du lære: serien giver indsigt i start-up livet og de kampe, du kan møde på din vej.

Har du desuden dårlig samvittighed over al den tid du bruger på at se serier, vil jeg blot anbefale dig at læse artiklen her hos Politiken. Ifølge artiklen gør serier dig til en bedre menneskekender, som er et essentielt træk for alle kommunikationsfolk. Så nu kan du nyde dine serier uden dårlig samvittighed!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *