På mandag åbner Københavns bureauer og virksomheder dørene op for Social Media Week Copenhagen (som også har fået den sexede forkortelse: SMWi CPH). Det bliver (som sædvanlig) en uge fyldt med en masse spændende arrangementer omkring sociale medier, digital markedsføring og fremtidens kommunikation. Social Media Week finder sted i adskillige storbyer rundt i verden og dette års globale tema er ”Language and the Machine – the future of communication”. Erica og jeg er i år af sted for 4. gang og vi glæder os. Faktisk var det under Social Media Week for 3 år siden, at vi blev enige om at starte bloggen.

Jeg har derfor sat mig for at advokere lidt for, hvorfor du som kommunikatør bør interessere dig for SMWi og dens arrangementer. Her er en lille guide til ugen og hvordan du får mest muligt ud af den.

Hvad kan du forvente til Social Media Week?

  • Chokoladecroissanter og netværk
    I løbet af ugen vil du løbe ind i mange croissanter og branchefolk, så der er rigeligt med muligheder for at få talt med nogle interessante mennesker fra branchen. Du vil derfor både få et større indblik i de forskellige typer af chokoladecroissanter som findes i København, og ikke mindst (og en smule vigtigere) få en dybere forståelse for de enkelte bureauers/virksomheders arbejde med digitale medier.
  • Twitter-eksplosion
    Når mange kloge hoveder mødes på ét sted, og de fleste allerede er aktive på Twitter, ja, så kan det hurtigt eksplodere og være uoverskueligt at følge med i samtalerne. De fleste arrangementer har deres eget specifikke hashtag og dertil kommer det generelle hashtag for ugen #smwcph. Derudover bliver der nævnt mange fancy udtryk i flæng. Så er du nybegynder til arrangementerne, kan det være et lidt håbløst projekt at holde sig opdateret på alle ord og forkortelser, så kan du se en oversigt her.
  • Kultursammenstød
    Kommer du fra Jylland i forbindelse med ugen så forvent overraskede københavnere, der er lettere chokeret over, at du tager den ’lange’ rejse bare på grund af det. Faktisk er rejsen til København slet ikke så lang, men det ved vi jyder jo godt.
  • Spændende arrangementer
    Slutteligt, ja, så er der et hav af spændende arrangementer med ny viden, som du kan lade dig inspirere af og tage med tilbage på arbejdet eller studiet. Du kan finde alle arrangementerne på SMWi CPHs hjemmeside. Og virker det for uoverskueligt, så kan du få inspiration over min liste af arrangementer her.

Sådan får du det bedste ud af ugen

  • Hvad er dit mål med ugen?
    Er du med for at netværke, få inspiration eller spise croissanter? Det hele kan lade sig gøre, tro mig. Men ugen går hurtigt og har du ikke overvejet, hvad dit mål med ugen er, så er det min erfaring, at det hurtigt bliver en overfladisk blanding af det hele, hvilket sjælendt er optimalt. Derfor skal du overveje at planlægge ugen, så du ved, hvornår du skal netværke, til hvilke arrangementer du skal have inspiration og tage gode noter, og hvornår du bare skal have god morgenmad sammen med de seje folk, du kender.
  • Vær strategisk når du netværker og hold kontakten ved lige
    Som tidligere nævnt så er ugen fyldt med seje branchefolk, der kender hinanden. Kommer du ude fra, og endnu ikke er en del af branchen, så skal du være ekstra skarp på at få netværket og være helt klar på, hvem du vil tale med. Så få det skrevet ned og sørg for, at du får talt med dem så tidligt på ugen som muligt, du da så kan hilse på dem igen senere på ugen. Det kan også være en god idé, at sætte dig ind i, hvem der ellers har vist interesse i de forskellige events. Det kan give dig muligheden for at forberede dig lidt på forhånd. Heldigvis er der altid mulighed for at starte en samtale med udgangspunkt i nogle af emnerne fra præsentationerne. Derefter kan du holde kontakten ved lige via Twitter –  også efter ugen slutter.
  • Vær kritisk over for talerne og arrangementer
    Udfordringerne ved et crowdsource arrangement kan nogle gange være, at alle mulige opretter arrangementer også selvom de ikke er eksperter på området. Personligt havnede jeg engang til et katastrofalt LinkedIn arrangement med én, der åbenlyst ikke havde sat sig ind i LinkedIn eller deres retningslinjer. Så læs lige op på arrangementet inden du tilmelder dig i blinde bare fordi titlen lyder interessant. Til gengæld er der nogle talere jeg altid kan anbefale, herunder Gus Murray, Benjamin Rud Elberth, Rasmus Fisker, Morten Saxnæs og Jacob Mouritzen. Så er du altid underholdt.
  • Prøv noget nyt
    Tag til andre arrangementer end du ellers ville. Dette års helt store tendenser er Snapchat og influencer marketing, hvilket også er rigtig interessant. Men med en hel uge hvor det er de eneste arrangementer du tager til, bliver det hurtigt ensformigt, og den rigtig interessante diskussion opstår ofte til de lidt mere niche-prægede og skæve arrangementer.

De bedste netværks-muligheder

  • SMW Tirsdagsbar
    UNGKOM har igen i år i samarbejde med Dansk Markedsføring Studerende arrangeret en lille tirsdagsbar på Von Fressen. Konceptet er ganske enkelt: du kan komme forbi, drikke en øl og hilse på alle de interessante mennesker, du har mødt på Twitter og i løbet af ugen.
  • Social Media Pub Quiz 2017
    Igen i år afholder Mindshare en Pub Quiz med temaet social media. Så hvis du føler for at drikke en øl torsdag aften og tabe i en Pub Quiz med nogle absurd svære spørgsmål omkring sociale medier, så kan jeg klart anbefale dig at komme. Det er som altid en festlig aften.

Følg Social Media Week på de sociale medier

Har du ikke mulighed for at være med til arrangementerne, så bare rolig. Der er rigeligt med muligheder for at følge med på afstand.

SMWi CPHOfficiel Facebook

SMWi CPHOfficiel Twitter

#SMWCPH – Officielt Hashtag

KommunikationsKartellet på Twitter:

Erica Atalia  //  Karen Øksnebjerg  //  Kristine J. Gye

 

Social-Media-Week-logo

Kategorier:Sociale Medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *